Alle andre gør det
Sundhedsplejen har sammen med SSP udviklet et koncept / undervisningsforløb for 6. klasser i hele Silkeborg kommune.

Klasselæreren samt en sundhedsplejerske vil med øvelser og aktive vurderinger få åbnet børnenes øjne for "flertalsmisforståelser" ud fra et undervisningsmateriale, som er udviklet af DKR (Det Kriminalpræventive Råd) i 2018. Der tages udgangspunkt i en række cases om sociale medier, rygning og andre risikoadfærdstyper.

Efterfølgende vil forældrene få tilbud om et foredrag / informationsaften, hvor de samme problematikker som børnene har arbejdet med, bearbejdes. Der vil ligeledes være fokus på hvad risikoadfærd kan være og hvordan vi kan forebygge dette.

Hvad er flertalsmisforståelser?

Unge har vildt overdrevne forestillinger om andre unges rygning, alkoholforbrug, brug af narkotika osv. Undersøgelser viser, at de tror alle andre gør noget, selv om det reelt oftest er et mindretal, der gør. F.eks. tror de 11-24-årige, at de fleste jævnaldrende drikker sig fulde mindst en gang om måneden, mens det reelt "kun" er hver fjerde.

Fordi de unge gerne vil være som de andre unge, resulterer dette i, at de
• ofte begynder at ryge, selv om de ikke har lyst
• drikker sig fulde, selv om de egentlig hellere ville have en cola
• deltager i hærværk, selv om de personligt synes, det er forkert og dumt
• eller deltager i mobning, selv om de synes, det er ondt over for den, det går ud over.