Energidrikke

Energidrikke er ikke farlige, men det frarådes at drikke store mængder og eksperimentere med dem, lyder det fra Fødevarestyrelsen.

Hvad er energidrikke ?

Wikipedia om energidrikke:

En energidrik er en sodavand, der markedsføres på at indeholde mere energi end en typisk sodavand. Indholdet af drikken er ofte metylxanthiner (f.eks. koffein), taurin, maltdextrin (sødestof), inositol, carnitin, kreatin, glucuronolacton, ginkgo biloba, B-vitamin og urter (f.eks. ekstrakt af guarana eller ginseng). Visse mærker indeholder sukker, mens andre er kunstigt sødet.

Den kvantitative mængde energi i energidrikke (målt i kalorier) er ofte lavere end i almindelige sodavand. Ifølge amerikanske Marin Institute er der intet videnskabeligt belæg for at hævde, at de ikke-koffeinholdige ingredienser i energidrikke bidrager positivt til den mentale eller fysiske formåen. En undersøgelse viser dog, at energidrikke giver energi og forbedrer den fysiske formåen, men der er fortsat mange kontroverser om energidrikkenes egentlige effekt.

Det blev i november 2009 lovligt i Danmark, at markedsføre salgsenheder på 25 cl med et koffeinindhold på 320 mg/l, hvor grænsen før var 150 mg/l.

 

Energidrikke: Produktet er ikke farligt i sig selv

Artikel fra BUPLs blad Børn og Unge 2010 nr. 8

Af: Steffen Hagemann

Det er ikke første gang Søren Langkilde, ernæringsfaglig medarbejder i ernæringskontoret i Fødevarestyrelsen, hører en historie om, at børn og unge drikker meget energidrik.

"Det er selvfølgelig ikke særlig smart. Men produktet i sig selv er, ligesom øl, ikke farligt. Der sker ikke umiddelbart det helt store ved at drikke en enkelt øl eller en enkelt energidrik eller en enkelt kop kaffe for den sags skyld. Men hvis man begynder at drikke i store mængder, kan det være problematisk," siger Søren Langkilde.

Den 8. oktober 2009 blev de stærkt koffein­holdige drikke som Red Bull og Cult tilladt på det danske marked, fordi stofferne taurin og glukoronolakton, der typisk tilsættes i energidrikke, er blevet vurderet i EFSA, EU-kommissionens videnskabelige ekspertinstitution.

"EFSA siger, at de mængder, som findes i energidrikke, ikke udgør en sundhedsmæssig risiko," forklarer Søren Langkilde.

Så var der kun mængden af koffein, der adskilte Danmarks regler fra resten af EU. En energidrik indeholder op til 320 mg koffein pr. liter. Det er maksimumgrænsen i hele EU.

Før 8. oktober havde Danmark som det eneste land i EU en koffeingrænse på 150 mg koffein pr. liter, men den regel er nu droppet.

"Indholdet af koffein i en energidrik ­svarer cirka til en kop kaffe eller lidt mere. På den baggrund har vi ikke kunnet se, at det var muligt at forbyde produktet. Der er ikke noget farligt ved at drikke en energidrik. Det er kun, når man begynder at drikke det i større mængder, at der kan opstå problemer," siger Søren Langkilde.

Sikkerhedsmæssig vurdering.

Han påpeger, at det ikke er regler fra EU, der har gjort energidrikkene lovlige i Danmark.

"Ved alle berigede fødevarer, herunder energi­drikke, kigger vi på, om der er sikkerhedsmæssige betænkeligheder. Hvis der ikke er, får produktet en godkendelse. Vi har ud fra en sikkerhedsmæssig vurdering godkendt energi­drikkene," siger Søren Langkilde.

Når I er klar over, at børn og unge ikke kan tåle det i større mængder, hvorfor er der så ikke advarselsmærker på?

"Energidrikke skal mærkes med advarselsmærkning 'Højt koffeinindhold'. Det er en obligatorisk EU-mærkning, som skal være på på alle energidrikke i EU, når de er oppe på 320 mg koffein," siger Søren Langkilde og tilføjer:
"Men vi kan informere om, at man ikke skal have for meget koffein, og især ikke når man er barn eller ung."

Der er umiddelbart ikke mulighed for at lave en særskilt dansk mærkning af energidrikke, forklarer Pernille Madsen, der er jurist i Fødevare­styrelsen:

"Vi har harmoniserede regler i EU for mærkning. Der er vi blevet enige om, at vi går ­sammen, og på videnskabeligt-fagligt grundlag sætter vi fælles grænser, sådan så hvert land ikke har en særlig grænse."
Forskellige grænseværdier vil blandt andet gøre handel over grænserne besværlige, og det er ikke i tråd med intentionerne i EU's indre marked.

Koffeinindhold i forskellige drikke:


• Energidrik indeholder op til 320 mg koffein pr. liter
• Cola og Kondivand indeholder typisk mellem 70-150 mg koffein pr. liter.
• Iste indeholder typisk mellem 30-80 mg koffein pr. liter.
• Te indeholder typisk omkring 35 mg koffein pr. liter
• Kaffedrikke indeholder typisk mellem 300-630 mg koffein pr. liter.

Energidrikke er et hit !

Artikel om stigning i salget af energidrikke

Læge: Energidrikke gør børn afhængige af koffein

Børn har ifølge læge Vibeke Manniche ikke spor godt at af indtage de syre- og sukkerholdige drikke fra Cult, Red Bull og Burn, der er nogle af mærkerne på markedet.

Uoprettelig skade på børnenes tænder, hjertebanken, mavesmerter, hovedpine, søvnløshed og afhængighed af koffein.

Det er blot nogle af de alvorlige bivirkninger, som selv helt små børn får ved at drikke de populære syreholdige energidrikke med koffein, som myndighederne for to måneder siden godkendte måtte sælges i halvliters udgaver til børn.
Avisen 24timer har besøgt en række butikker, hvor personalet fortæller, at selv helt små skolebørn gerne køber de nye store dåser.

Bliver afhængige af koffein


Børnelægen og samfundsdebattøren Vibeke Manniche er foruroliget over børnenes forbrug, myndighedernes accept og skaderne på børnene.

»Børnene bliver urolige, får hjertebanken, bliver irriterede, søvnløse og får hovedpine. Og så bliver de afhængige af koffein«, fortæller hun til 24timer.

»Og det er dybt foruroligende, at det sker med myndighedernes accept. De har imødekommet fødevareindustriens krav om at kunne sælge disse store energidrikke. Det sker på bekostningen af børnene«, siger Vibeke Manniche.

Hun frygter, at børn, som drikker energidrikkene også kommer til at debutere tidligt med alkohol.

Tandlægeforeningen har netop bedt Tandlægeskolen i København undersøge syreindholdet i energidrikkene.

»Mine analyser viser højst overraskende, at energidrikkene indeholder bekymrende meget syre, der ætser børnenes tænder og generer dem resten af livet«, siger overtandlæge Ulla Pallesen fra Tandlægeskolen.

Undersøgelsen konkluderer, at energidrikkene kan være lige så syreholdige som Coca-Cola og betydelig sødere end colaer.

»Forbyd halvliters energidrikke«, appellerer Tandlægeforeningens formand, Susanne Andersen.

»Det er direkte uansvarligt energidrikke i dobbelt størrelse er blevet lovlige. De skader ikke kun tænderne, men kan også gøre især børn og unge overvægtige, urolige, angste og rigtig utilpasse«, siger hun til 24timer.

Fraråder børn mange energidrikke


Tandlægeforeningen opfordrer den nye sundheds- og forebyggelsesminister, Astrid Krag (SF), til at gribe ind.

Men Astrid Krags særlige rådgiver henviser til fødevareminister Mette Gjerskov (S), der i går ikke var at træffe. Det var hendes partifælle, Sophie Hæstorp Andersen, der er sundhedsordfører, derimod.

»Vi har ingen planer om at forbyde energidrikke til børn og unge, men vi synes ikke, at børn bør drikke det, og vi synes, at Fødevarestyrelsen skal leve op til sit ansvar og komme i gang med at oplyse om konsekvenser af, at børn drikker energidrikke,« opfordrer hun.

I Fødevarestyrelsen forklarer souschef Jens Therkel Jensen, at styrelsen allerede fraråder børn at drikke mange læskedrikke, herunder energidrikke.

»Vi vil følge udviklingen af børnenes indtag af disse energidrikke nøje, og hvis der er problemer iværksætte initiativer,« siger Jens Therkel Jensen.

Han oplyser, at Fødevarestyrelsen arbejder på fra nytår at indføre et krav om, at alle energidrikke mærkes med en advarsel om, at de ikke bør indtages af børn, gravide og ammende.

Energidrik nu forbudt for skolebørn på Samsø - i skoletiden.

DR - 2012

Tranebjerg Skole på Samsø forbyder nu eleverne at drikke energidrik i skoletiden.

- Lærerne var bekymrede over det omfang, forbruget havde taget. De så børnene blive hyperaktive - eller det modsatte - meget sløve. Derfor tog det os kun få minutter at blive enige om et forbud, siger formand for skolebestyrelsen, Morten Øster Kristensen.

Problemet er den mængde koffein, energidrik indeholder. Selv en lille energi-drik indeholder koffein svarende til to store kopper kaffe.  Nogle elever på Tranebjerg skole drikker ofte fem - seks stykker, fortæller Morten Øster Kristensen.

- Det er åbenbart blevet cool og sejt at drikke energidrik, siger han.

Producent:


Brian Sørensen, der er grundlægger af Cult i Risskov, der producerer energidrik, ser det ikke som virksomhedens ansvar, at folkeskolen har det problem:

- På Cult advarer vi selv mod at produktet ikke er for børn, så det er helt i tråd med os, at skoler forbyder at drikke den. I øvrigt er de også så dyre, at de ikke lige passer til børns lommepenge.

Brian Sørensen ser ikke noget problem i at markedsføre Cult på en sej og cool måde, der appellerer til børn:

- Børn kan også synes, en Mercedes er cool og sej, det betyder jo ikke, at de må køre den som 14-årige.

 Vi reklamerer ikke specielt ungt og slet ikke til børn. Det er slet ikke muligt på vores hjemmeside og Facebook-side at komme ind på de inderste sider, når man under 16.

Kun få skoler har forbud


Det er foreløbig kun få skoler, der har indført forbud mod energidrikke. En af dem er Kolding Realskole. Skoleleder Peter Christensen-Dalsgaard siger:

- Børnene i de små klasser begyndte at drikke energidrik, og de blev simpelthen bimse af det, så forbød vi det. Og selvom vi ikke har lavet nogen egentlig undersøgelse af effekten, er det mit klare indtryk, at et forbud virker.

Koffeinindhold - en sammenligning

Mængde

Kaffe

Te

Coca Cola

Energidrik Høj koffein

Energidrik
Lav koffein

100 ml

50 mg

15 mg

13 mg

32 mg

15 mg

250 ml

125 mg

37,5 mg

32,5 mg

80 mg

37,5 mg

500 ml

250 mg

75 mg

65 mg

160 mg

75 mg

1000 ml.

500 mg

150 mg

130 mg

320 mg

150 mg

Højeste anbefalede daglige dosis for børns indtag af koffein ift. barnets vægt

Vægt

40 kg

45 kg

50 kg

55 kg

60  kg

65 kg

70 kg

Højeste anb. daglige Koffeindosis

100
mg/dag

112,5 mg/dag

125
mg/dag

137,5 mg/dag

150
mg/dag

162,5 mg/dag

175
mg/dag

Højst mængde Energidrik
pr. dag

0,31 liter

0,35 liter

0.39 liter