---
title: "Unge og ekstremisme/radikalisering"
description: "Om ekstremisme og radikalisering - forældrerettet information"
date: "2025-07-31"
created: "2025-07-31"
---

[Hjem](https://ssp.silkeborg.dk/)

                    [For forældre](https://ssp.silkeborg.dk/for-foraeldre)

                    [Unge og risikoadfærd](https://ssp.silkeborg.dk/for-foraeldre/unge-og-risikoadfaerd)

                [Unge og ekstremisme/radikalisering](https://ssp.silkeborg.dk/for-foraeldre/unge-og-risikoadfaerd/unge-og-ekstremismeradikalisering)



# Unge og ekstremisme/radikalisering

Er du forælder til en ung under 18 år, finder du her på siden information om ekstremisme og radikalisering – og hvordan du som forælder kan være med til at forebygge, støtte og handle på bekymringer i dit barns liv.

## Information om ekstremisme og radikalisering

###

                                    Om ekstremisme og radikalisering

## Om ekstremisme og radikalisering

Ekstremisme dækker over holdninger og handlinger, hvor
individet eller grupper mener, at deres synspunkter er de eneste rigtige – og
at disse synspunkter skal gennemtvinges, ofte med brug af ulovlige midler som
trusler eller vold. Radikalisering er en proces, hvor en person gradvist
overtager ekstreme holdninger og i nogle tilfælde bliver villig til at begå
ulovligheder eller vold i en sag, de tror på.

Forældre spiller en vigtig rolle i at forebygge, at unge
havner i ekstreme miljøer. Mange unge søger svar og mening – og i den søgen kan
de støde på ideologier eller grupper, der tilbyder klare svar og fællesskab,
men som bygger på had, udskillelse og konfrontation.

Vi er optagede af ekstremisme, fordi det handler om at
beskytte børn og unges trivsel, tryghed og retssikkerhed. Når unge eksponeres
for ekstremistisk indhold – enten online eller fysisk – kan det præge deres
verdenssyn og føre til en udvikling, som både kan være farlig for dem selv og
for andre.

SSP-samarbejdet
arbejder derfor aktivt for at styrke unges modstandskraft, gøre forældre og
fagpersoner opmærksomme på bekymrende tegn – og skabe rum for tidlig dialog og
handling.

###

                                    Råd til dig som forælder

## Råd til dig som forælder

Som forælder kan du være med til at forebygge ekstremisme
ved at:

- **Vise     interesse for dit barns liv – også online**

     Spørg nysgerrigt og åbent ind til, hvad dit barn ser, læser og diskuterer
     på nettet. Mange unge støder på konspirationsteorier og ekstremt indhold,
     uden at du nødvendigvis opdager det.
- **Tale     om samfund, demokrati og uenigheder**

     Hjælp dit barn med at forstå, at det er normalt og sundt at være uenig –
     men at uenighed skal håndteres fredeligt og med respekt.
- **Støtte     kritisk tænkning**

     Opfordr dit barn til at stille spørgsmål og reflektere over kilder,
     motiver og budskaber – især når det gælder stærke følelser, fjendebilleder
     og “simple svar”.
- **Tage bekymring alvorligt – også når det kun er en fornemmelse**
Hvis du oplever, at dit barn ændrer sig markant – fx bliver meget sort/hvid i
sin tankegang, isolerer sig, taler om “de andre” som fjender, eller udviser
vrede mod samfundet – så tøv ikke med at tage det alvorligt.

###

                                    Hvor kan du få hjælp?

Hvis du som forælder er bekymret for, at dit barn er i
kontakt med ekstremistiske holdninger eller miljøer, kan du altid række ud. ****

**Ved akut bekymring**, hvor der er risiko for vold eller
fare, skal du kontakte politiet på 112.

**Tag kontakt til dit barns skole** og bed om en samtale
med lærer, pædagogisk leder eller SSP-konsulenten.

**Kontakt Infohus Silkeborg**, som arbejder tværfagligt
med bekymringer for ekstremisme og radikalisering:

- Tovholder
      kommune: telefon 21 76 41 68
- Tovholder
      politi: telefon 51 70 52 62

Du kan
også ringe til den nationale hotline mod ekstremisme: 41 74 90 90 (åbent
8–22).

## Mere viden

- [Find mere viden på stopekstremisme.dk](https://stopekstremisme.dk/ "Find mere viden på stopekstremisme.dk")
- [Se Silkeborg Kommunes beredskabsplan (actioncard) for ekstremisme og radikalisering](https://beredskabsplan.silkeborg.dk/afdelingsplaner/beskaeftigelse/action-cards-for-beskaeftigelse/ekstremisme-og-radikalisering-borgere-under-18-aar-action-card "Se Silkeborg Kommunes beredskabsplan (actioncard) for ekstremisme og radikalisering")
