---
title: "Unge og nikotinprodukter"
description: "Om nikotinprodukter - forældrerettet information"
date: "2026-05-08"
created: "2025-10-20"
---

[Hjem](https://ssp.silkeborg.dk/)

                    [For forældre](https://ssp.silkeborg.dk/for-foraeldre)

                    [Unge og rusmidler](https://ssp.silkeborg.dk/for-foraeldre/unge-og-rusmidler)

                [Unge og nikotinprodukter](https://ssp.silkeborg.dk/for-foraeldre/unge-og-rusmidler/unge-og-nikotinprodukter)



# Unge og nikotinprodukter

Er du forælder til et barn under 18 år, finder du her viden om nikotinprodukter og konkrete råd til, hvordan du kan tale med dit barn om at undgå brugen – og støtte dem i at træffe sunde valg.

Nederst på siden – under "Hvor kan du få hjælp" – kan du se
kontaktoplysninger til Sundhedshuset Silkeborg og deres forældrerettede
initiativ Nikotinfriung.

## Information om nikotinprodukter

###

                                    Hvad er nikotinprodukter (snus, puffbars osv.)?

Nikotinprodukter dækker over en bred vifte af produkter, som
alle indeholder det afhængighedsskabende stof nikotin. De mest udbredte blandt
børn og unge er snus, nikotinposer og e-cigaretter — som ofte også kaldes for
“vapes” og ”puffbars”. Produkterne findes i forskellige styrker, som kan have
en kraftig virkning på kroppen, især for unge, hvis hjerner stadig er under
udvikling.

Nikotin påvirker hjernen, hjertet og immunsystemet, og kan
føre til både fysisk og psykisk afhængighed. Mange af de nikotinprodukter, der
er populære blandt unge i dag, indeholder markant højere mængder nikotin end
traditionelle cigaretter. En enkelt puffbar kan i nogle tilfælde indeholde lige
så meget eller endda mere nikotin end en hel pakke cigaretter. Det gør
produkterne særligt vanedannende og øger risikoen for afhængighed allerede ved
kortvarig brug.

Vi er
særligt bekymrede for unges brug af nikotinprodukterne pga. de høje mængder af
nikotin, men særligt også ift. puffbars og vapes fordi de er ulovlige at
anskaffe sig. Når først de unge har udvist den risikoadfærd det er at skaffe
sig produktet, er grænsen for risikovilligheden også rykket hvilke andre
rusmidler de unge bliver introducerede for senere i livet. Det er dog samtidig
vigtigt at huske, at det stadig er et mindretal af eleverne, der bruger puff
bars og vapes.

###

                                    Hvordan ser de ud, og hvordan indtages de?

Nikotinprodukter findes i mange former:

- Snus
     og nikotinposer er små poser, som placeres under overlæben, hvor nikotinen
     optages gennem slimhinderne. Nikotinposer er ofte fri for tobak, men
     indeholder stadig nikotin i koncentreret form.
- Vapes/e-cigaretter,
     især de engangsmodeller, som også kaldes Puff bars, ligner ofte et
     USB-stik eller en stor cigaret De er ofte farvestrålende, og fremstår med
     ikoner, der viser deres smag. Men de kommer også i mere neutrale
     indpakninger. De indtages ved at suge dampen direkte ind i munden, hvor
     nikotinen hurtigt optages i kroppen. Produkterne fås i mange
     smagsvarianter, og smagene gør dem særligt tillokkende for unge.

![Foto af to foskellige puff-bars](https://ssp.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/9fe9bd5f-3e3a-4deb-0f10-08de013c75e3?width=800)

###

                                    Unge og nikotinprodukter – hvad ved vi?

### Hvor
udbredt er det blandt unge?

Der ses generelt en bekymrende tendens i Danmark, hvor flere
unge eksperimenterer med nikotinprodukter som snus, nikotinposer og
engangs-e-cigaretter (puff bars). Særligt de smagsatte produkter med fx jordbær
eller cola vinder frem, fordi de ofte opleves som "uskyldige" og
nemme at skjule.

Selvom færre unge ryger traditionelle cigaretter, så er det
samlede nikotinforbrug blandt unge ikke faldet – det har blot ændret form.
Derfor er det vigtigt, at vi som voksne følger med i udviklingen og taler med
de unge om risici ved også de nye typer nikotinprodukter.

### Hvad
viser tallene i Silkeborg?

Data fra indsatsen Fælles om Børne- og Ungelivet, hvor de
unge selv er blevet spurgt ind til deres sundhed og trivsel, viser, at unge i
Silkeborg Kommune generelt bruger e-cigaretter, puff bars, vapes og
nikotinprodukter som snus og nikotinposer mindre end unge på landsplan. Det er
meget positive tal, og noget vi i Silkeborg skal være stolte af – og ikke
mindst passe godt på. Når færre unge bruger nikotinprodukter, giver det bedre
trivsel og sundhed – og det er en tendens, vi skal gøre alt for at styrke og fastholde.

Samtidig viser undersøgelsen også, at i både 8. og 9. klasse
tror henholdsvis 88 % og 86 % af de unge, at flere af deres jævnaldrende bruger
nikotinprodukter, end det faktisk er tilfældet. Det er et eksempel på en
såkaldt flertalsmisforståelse, hvor unge overvurderer, hvor udbredt en adfærd
er. Sådanne misforståelser kan føre til, at flere får lyst til at prøve
nikotinprodukter for at ”følge med”. Her spiller både forældre og andre voksne
omkring de unge en vigtig rolle i at udfordre misforståelsen og skabe et mere
realistisk billede af virkeligheden.

![Data om Rusmidler fra Fælles om Børne- og Ungelivet](https://ssp.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/9c1e64e7-0eff-487d-0f11-08de013c75e3?width=800)

### Hvordan introduceres de unge til produkterne, og hvor
anskaffes de?

Unge introduceres ofte til nikotinprodukter gennem deres netværk — fx via
venner, klassekammerater, fritidsaktiviteter, men meget ofte på sociale medier.
Det starter tit som en social handling, hvor nysgerrighed og ønsket om at høre
til i fællesskabet spiller en stor rolle.

Produkterne købes enten i kiosker og butikker (hvor de dog
ofte sælges ulovligt til personer under 18 år) eller via e-handel, hvor
alderskontrollen er minimal. I flere tilfælde bliver produkterne solgt videre
blandt unge selv, eller af personer over 18, som køber produkterne og
videresælger dem for profit — nogle gange gennem sociale medier.

Handlen med vapes/puffbars og nikotinposer minder i stigende
grad om den måde, hvorpå der også handles med ulovlige stoffer, hvilket gør det
ekstra bekymrende.

###

                                    Hvad siger loven?

I Danmark er det ulovligt at sælge nikotinprodukter til
personer under 18 år. Det gælder uanset om der er tale om snus, nikotinposer
eller vapes/puffbars.

For e-cigaretter gælder der desuden en særlig regel om, at
de kun må forhandles med smag af tobak eller mentol. Det har siden 1. april
2022 været forbudt at sælge e-cigaretter med andre smagsvarianter, som fx
frugt, slik eller sodavand, hvilket mange unge finder tiltrækkende, selvom
produkter med smag er ulovlige i Danmark.

Produkterne skal også have en neutral indpakning og være
forsynet med danske sundhedsadvarsler. Hvis du som forælder ser et farverigt
produkt uden advarsler, kan du være sikker på, at det er ulovligt.

Overtrædelse
af loven kan give høje bøder — og for unge, der begynder at tjene penge på
videresalg, kan det føre til kontakt med organiserede kriminelle netværk. I
Danmark er det for nuværende ikke lovligt at være i besiddelse af mere end 10
vapes/puff bars.

###

                                    Råd til dig som forælder

Som forælder eller pårørende spiller du en vigtig rolle i forebyggelsen af unges brug af nikotinprodukter som snus, nikotinposer og vapes/puffbars. Nikotinprodukter kan være svære at opdage, fordi de ofte er små, diskrete og nemme at gemme — og fordi mange unge opfatter dem som mindre farlige end traditionelle cigaretter.

Her er nogle råd til, hvordan du kan være opmærksom og tage dialogen:

- **Vær nysgerrig på din unges hverdag**
 Spørg ind til, hvad der fylder i deres liv, og hvilke tendenser de møder i skolen, til fritidsaktiviteter og på sociale medier. Nikotinprodukter er ofte en del af fællesskaber, hvor det kan være svært at sige nej.
- **Tal om konsekvenserne — også de skjulte**
 Mange unge undervurderer, hvor afhængighedsskabende nikotin er, og hvor skadelig en påvirkning det har på hjernen, særligt mens de stadig er under udvikling. Del din viden og fortæl, hvorfor du er bekymret.
- **Vær tydelig omkring dine holdninger**
 Unge har brug for voksne, der sætter rammer og er klare omkring, hvad de mener om nikotinprodukter. Det gælder både snus, vapes/puffbars og cigaretter.
- **Vær opmærksom på, hvad der er "normalt"**
 Nikotinprodukter lugter ofte ikke, som cigaretter gør, og er nemme at skjule. Vær opmærksom, hvis dit barn pludselig får nye vaner, som at bruge meget tyggegummi, hoste mere, have tør mund eller har produkter liggende, som du ikke kender.
- **Søg hjælp, hvis du er i tvivl**
 Hvis du har mistanke om, at dit barn bruger nikotinprodukter, kan det være en god idé at række ud til skolen, SSP-samarbejdet eller Sundhedshuset i Silkeborg for sparring og støtte.

Samtidig er det vigtigt at huske, at det stadig er et fåtal af unge, der bruger eksempelvis vapes eller puff bars, så gå forsigtigt frem i dialogen med dit barn.

[Er du nysgerrig på, hvordan man kan forstå nikotinstop og hjælpe sit barn i processen, så se mere hos Break Up.](https://break-up.dk/ "Er du nysgerrig på, hvordan man kan forstå nikotinstop og hjælpe sit barn i processen, så se mere hos Break Up.")

## Tag snakken om nikotin inden efterskole

Når jeres unge skal på efterskole, er der meget at forberede – også de små, vigtige snakke.

Nikotin fylder i mange unges liv i dag, og på en efterskole kan man blive mødt af nye vaner og fællesskaber. Her har forældres holdninger og åben dialog stor betydning.

Snakken behøver ikke være svær. I kan fx spørge:

- Hvad oplever du, andre unge gør i forhold til snus eller vape?
- Har du gjort dig tanker om det inden efterskole?
- Hvad ville du gøre, hvis du blev tilbudt det?

 Det vigtigste er at vise interesse og skabe en tryg samtale.

Sundhedshuset står klar til at give et godt råd til dig som forælder og gratis hjælp til unge, der har lyst til at stoppe.

[Læs mere i "Nikotinfri inden efterskole" (pdf)](https://ssp.silkeborg.dk/p/Subsites/SSP/For_foraeldre/Nikotinfri_inden_efterskole_v_Sundhedshuset.pdf "Læs mere i ")

###

                                    Hvor kan du få hjælp?

### Sundhedshuset i Silkeborg

Sundhedshuset tilbyder
gratis rådgivning og støtte til unge, der ønsker at stoppe med at bruge
nikotinprodukter. Som forælder kan du henvise dit barn hertil og også selv få
sparring og vejledning, hvis du er bekymret.

- Kontakt
     Sundhedshuset på tlf. 2336 4282.
- [Du kan desuden finde masser af viden, gode råd og svar på de mest almindelige spørgsmål om nikotin og unge på nikotinfriung.dk – en Silkeborgindsats målrettet særligt forældre og deres børn](https://nikotinfriung.dk/ "Du kan desuden finde masser af viden, gode råd og svar på de mest almindelige spørgsmål om nikotin og unge på nikotinfriung.dk – en Silkeborgindsats målrettet særligt forældre og deres børn").

#### Webinar om unges brug af snus og andre nikotinprodukter

På Sundhedshusets hjemmeside kan du se webinaret ”Hvad ved
du om snus, puffbars og andre nikotinprodukter", de har også en målrettet
informationsside til unge mellem 15 og 25 år:

- [Gå til Sundhedshusets webinar om unges brug af snus og andre nikotinprodukter](https://sundhedshuset.silkeborg.dk/sundhedstilbud/nikotin-og-roegfri/videoer-om-rygning-damp-og-snus "Gå til Sundhedshusets webinar om unges brug af snus og andre nikotinprodukter")
- [Gå til Sundhedshusets side målrettet unge 15-25 år](https://sundhedshuset.silkeborg.dk/sundhedstilbud/nikotin-og-roegfri/for-dig-mellem-15-25-aar "Gå til Sundhedshusets side målrettet unge 15-25 år")

## Mere viden

Få mere viden om e-cigaretter, vapes/puff bars samt røgfrie nikotinprodukter på Sundhedsstyrelses hjemmeside sst.dk

- [E-cigaretter samt røgfrie nikotinprodukter, snus og nikotinposer](https://www.sst.dk/vidensbase/forebyggelse/tobak-og-nikotin/fakta-om-tobak-og-nikotin/typer-af-tobaks-og-nikotinprodukter "E-cigaretter samt røgfrie nikotinprodukter, snus og nikotinposer")
- [Fakta om tobak og nikotin](https://www.sst.dk/vidensbase/forebyggelse/tobak-og-nikotin/fakta-om-tobak-og-nikotin "Fakta om tobak og nikotin")
- [Viden om unges tobaks- og nikotinforbrug](https://www.sst.dk/nikotin/viden-om-unges-tobaks-og-nikotinforbrug "Viden om unges tobaks- og nikotinforbrug")

DR har lavet flere udsendelser om nikotin. Se bl.a.

- [DR Kontant: Puff bars – nikotin til børn](https://www.dr.dk/drtv/episode/kontant_-puff-bars-_-nikotin-til-boern_364700 "DR Kontant: Puff bars – nikotin til børn")
- [DR Explainer: Er nikotin farligt?](https://www.dr.dk/drtv/episode/explainer_-er-nikotin-farligt_357126 "DR Explainer: Er nikotin farligt? ")

Desuden

- [Se mere om ændring i lovgivningen pr. 2024 om vapes/puff bars (Forbud mod smagsstoffer i e-cigaretter) på Indenrigs- og Sundhedsministeriet hjemmeside ism.dk](https://www.ism.dk/nyheder/2024/juni/snart-bliver-det-forbudt-at-indfoere-koebe-og-besidde-ulovlige-puff-bars "Se mere om ændring i lovgivningen om vapes/puff bars (Forbud mod smagsstoffer i e-cigaretter) på Indenrigs- og Sundhedsministeriet hjemmeside ism.dk")

- [Vidensrådet for forebyggelse har udarbejdet en rapport om nikotinbrug blandt unge.](https://vidensraad.dk/rapport/nikotinbrug-blandt-boern-og-unge-konsekvenser-og-forebyggelse "Vidensrådet for forebyggelse har udarbejdet en rapport om nikotinbrug blandt unge. ")
