---
title: "Unge og opioider"
description: "Om opioider - forældrerettet information"
date: "2026-02-11"
created: "2025-05-16"
---

[Hjem](https://ssp.silkeborg.dk/)

                    [For forældre](https://ssp.silkeborg.dk/for-foraeldre)

                    [Unge og rusmidler](https://ssp.silkeborg.dk/for-foraeldre/unge-og-rusmidler)

                [Unge og opioider](https://ssp.silkeborg.dk/for-foraeldre/unge-og-rusmidler/unge-og-opioider)



# Unge og opioider

Denne side er for dig, der er forælder eller pårørende til et barn eller en ung under 18 år, og som gerne vil blive klogere på, hvad opioider er, hvorfor de er farlige – og hvordan du kan støtte dit barn, hvis du bliver bekymret.

Er dit barn over 18 år?

[Så henviser vi til Rusmiddelcenter Silkeborg, hvor du kan finde viden og få rådgivning.](https://rusmiddelcenter.silkeborg.dk/ "Så henviser vi til Rusmiddelcenter Silkeborg, hvor du kan finde viden og få rådgivning.")

## Information om opioider

###

                                    Hvad er opioider?

Opioider er stærkt smertestillende stoffer, som enten
stammer fra opiumsplanten (som morfin og kodein) eller er syntetisk fremstillet
i laboratorier (som tramadol, oxycodon og fentanyl). De virker ved at dæmpe
smerte og give en følelse af ro eller "rus" – og netop den virkning
gør, at de også misbruges.

Typiske opioider inkluderer:

- Morfin
- Kodein
- Tramadol
- Oxycodon
- Fentanyl
- Heroin
     (illegalt opioid)

Nogle bruges i sundhedsvæsenet til alvorlige smerter, mens
andre – især fentanyl og heroin – er farlige allerede i meget små mængder.
Opioider har også kaldenavne blandt unge som *dololer*, *dol* og *dolotter*.

### Benzodiazepiner

Selvom benzodiazepiner ikke er opioider, ses de ofte i de
samme misbrugssammenhænge. De virker sløvende og angstdæmpende og bruges også
til selvmedicinering.

Typiske stoffer:

- Diazepam
     (Stesolid)
- Oxazepam
- Alprazolam
     (Xanax)
- Clonazepam
     (Rivotril)

De fleste kendes som små farvede piller og har navne som *benzoer*,
*xanax*, *stesoer*, *rohypnol*, *BZD* og *krydser*.

### Hvordan ser de ud – og hvordan bruges de?

Opioider og benzodiazepiner findes i mange former:

- Tabletter,
     kapsler og flydende medicin
- Plastre
     (f.eks. fentanylplastre)
- Pulver
     eller væske (især illegale opioider)

De kan sluges, sniffes, ryges eller injiceres – alt efter
hvilket stof det er.

Unge i
Danmark eksperimenterer særligt med tramadol og kodein, som ofte ligner
almindelig medicin. De kan komme fra medicinskabe i hjemmet, deles mellem unge
eller købes ulovligt via netværk eller sociale medier.

![Foto af opioid-tabletter](https://ssp.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/0b063ee2-729a-4d2e-5466-08dd8b99f0e0?width=800)

###

                                    Unge og opioider

Desværre er opioider begyndt at dukke op blandt unge – både
i festmiljøer og som et forsøg på at dæmpe angst, uro eller stress. Nogle unge
bruger dem som en måde at regulere følelser eller undslippe psykisk ubehag,
mens andre møder dem i sociale sammenhænge, hvor de bliver introduceret til
stofferne gennem venner eller netværk.

### Hvor udbredt er det?

Ifølge en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen (maj 2024) blandt unge mellem 18
og 26 år har 2,7 % prøvet opioider. Blandt disse er det primært unge mænd, og
knap halvdelen har prøvet det inden for det seneste år. Det understreger, at
problemet ikke er massivt i antallet, men alvorligt i konsekvens — især fordi
opioider er stærkt vanedannende og kan føre til både fysisk og psykisk
afhængighed.

Vi har ikke tal for børn og unge i Silkeborg Kommune, men
undersøgelser peger på, at misbrug typisk starter i mindre grupper og ofte går
under radaren. Derfor er det vigtigt at have øje for signaler og tage
bekymringer alvorligt, også selvom problemet ikke virker udbredt.

### Hvordan introduceres unge til opioider?

Unge bliver sjældent introduceret til opioider gennem
deciderede misbrugsmiljøer i starten. Ofte sker det i helt almindelige
sammenhænge – og netop derfor er det så vigtigt at være opmærksom.

Mange unge får første kontakt med opioider på en af følgende måder:

- Via venner eller bekendte, som deler medicin —
ofte uden at kende konsekvenserne. Det kan være smertestillende piller som
tramadol eller kodein, som de selv har fået udskrevet eller fundet derhjemme.
- På sociale medier, hvor stofferne præsenteres
som “ufarlige” eller “bare noget, der dæmper uro”. Unge kan hurtigt støde på
opslag, videoer eller beskeder, hvor piller fremstilles som en nem løsning på
svære følelser – eller som en del af festmiljøet.
- Gennem netværk, hvor stoffer bliver købt og
solgt — ofte via apps som Snapchat, hvor det er svært for voksne at følge med.
Salget foregår diskret, og der bliver hurtigt etableret kontakt til
"sælgere", som kan levere piller direkte.
- Tyveri fra medicinskabe i hjemmet eller hos
andre – eller køb via internettet, hvor det kan være svært at gennemskue, hvad
pillerne indeholder.

Mange
unge ser ikke opioider som “rigtige stoffer”, men tænker på dem som almindelig
medicin – og netop derfor bliver risikoen ofte undervurderet. De ligner
uskyldige piller, men virkeligheden er, at selv små mængder kan være
livsfarlige – især hvis de kombineres med alkohol eller andre stoffer.

###

                                    Hvad siger loven?

Opioider er omfattet af lovgivningen om euforiserende
stoffer. Det er ulovligt at besidde, købe, sælge eller videregive opioider uden
recept – også selvom det er medicin.

Regeringen har foreslået markant hårdere straffe for salg,
hvor straffen i nogle tilfælde kan blive firedoblet. Særligt skærpes straffen,
hvis salget foregår via sociale medier, fra biler eller i kiosker. Målet er at
dæmme op for den stigende tilgængelighed blandt unge.

Opioider er stærkt vanedannende og kan føre til afhængighed
på meget kort tid. Dertil er der stor risiko for overdosering – særligt når
stofferne kombineres med fx alkohol eller andre rusmidler. Selv ganske små
mængder kan være livsfarlige.

Derfor
arbejder vi i SSP-samarbejdet for at informere og forebygge – og for at sikre,
at forældre og fagpersoner hurtigt kan reagere, hvis en ung er i fare.

###

                                    Råd til forældre og pårørende

Opioider fylder heldigvis stadig meget lidt i mange unges liv. Misbrug af opioider ses primært i mindre grupper og er ikke udbredt blandt flertallet.
 Derfor er det vigtigt, at vi som forældre taler med vores børn, når der er grund til bekymring – ikke bare “for en sikkerheds skyld”. For meget fokus på noget, de unge ikke selv er i kontakt med, kan i nogle tilfælde vække unødig nysgerrighed.

Har du en konkret mistanke, eller virker noget anderledes derhjemme – fx omkring medicin, adfærd eller sociale netværk – så tør spørge og søg hjælp tidligt. Du behøver ikke stå alene.
 Få råd om, hvordan du som forælder kan støtte dit barn, hvis du er i tvivl eller bekymret:

 [Hvordan hjælper du én, der har taget stoffer? – Altomstoffer.dk](https://altomstoffer.dk/artikler/hvordan-hjaelper-du-en-der-har-taget-stoffer)

### Hvor kan du få hjælp i Silkeborg Kommune?

Er du bekymret for dit barns brug af rusmidler?

Hvis dit barn er under 18 år, kan du få hjælp og støtte hos Familie- og Ungekontakten i Silkeborg Kommune.

Her tilbydes:

- Op til tre anonyme samtaler med mulighed for opfølgende behandling
- Rådgivning til både forældre og unge
- Ingen tilbagerapportering, medmindre andet er aftalt

[Læs mere om tilbud i Familie- og Ungekontakten på silkeborg.dk/fuk](https://silkeborg.dk/fuk "Læs mere om tilbud i Familie- og Ungekontakten på silkeborg.dk/fuk") eller ring anonymt på 40 231 231 alle hverdage.

Du kan også som forælder få støtte gennem kommunens Børne- og Ungerådgivning:
[Læs mere på silkeborg.dk/boerne-og-ungeraadgivning](https://silkeborg.dk/borger/boern-og-familie/boerne-og-ungeraadgivning "Læs mere på silkeborg.dk/boerne-og-ungeraadgivning ")

Hvis du er forældre til et barn over 18 år, henviser vi til Rusmiddelcentret:
[Læs mere på Rusmiddelcenter Silkeborg](https://rusmiddelcenter.silkeborg.dk/)

## Mere viden

- [Sundhedsstyrelsen har lavet en guide til forældre: "Sådan gør du som forældre" på sst.dk i juni 2025](https://www.sst.dk/da/Opioider/Saadan-goer-du-en-forskel-som-foraelder "Sundhedsstyrelsen har lavet en guide til forældre: ")
- [Sundhedsstyrelsen har lanceret en vidensbank på sst.dk, hvor borgere og fagfolk kan finde samlet viden om brugen af opioider blandt børn og unge i et fælles overblik. Siden samler tilgængelige sundhedsdata og undersøgelser om forekomst, forgiftninger, dødsfald og behandlinger ét sted – på tværs af aktører](https://sst.dk/da/Vidensbank-om-opioider "Sundhedsstyrelsen har lanceret en vidensbank på sst.dk, hvor borgere og fagfolk kan finde samlet viden om brugen af opioider blandt børn og unge i et fælles overblik. Siden samler tilgængelige sundhedsdata og undersøgelser om forekomst, forgiftninger, dødsfald og behandlinger ét sted – på tværs af aktører")
- Søger du mere viden om pillemisbrug så [find mere viden på altomstoffer.dk](https://altomstoffer.dk/) eller [find mere viden på netstof.dk](https://netstof.dk/).
- Sundhedsstyrelsen har i maj 2024 udgivet en rapport om danske unges brug af opioider, [læs Sundhedsstyrelsens rapport (maj 2024, pdf)](https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2024/Stoffer/Undersoegelse-blandt-unge-om-brug-af-opioider-og-benzodiazepiner.ashx)
- DR har også lavet materiale om pillemisbrug og opioider. Se bl.a.
    - [DR Explainer: Derfor bliver du afhængig af opioider](https://www.dr.dk/drtv/episode/explainer_-derfor-bliver-du-afhaengig-af-opioider_422606)
    - [DR Dokumentar: Opioider i børneværelset](https://www.dr.dk/drtv/episode/kriminelt_-opioider-i-boernevaerelset_505815)
    - [Podcast: Piller fra helvede – Under Radaren (DR)](https://www.dr.dk/lyd/p3/under-radaren/piller-fra-helvede/piller-fra-helvede-1-3-en-eksplosion-i-hjernen-16122393741).
- [Du kan også finde mere viden i Søren Holms bog om illegale rusmidler, hvor du også som forældre guides i forældrestrategier til håndtering af dit barns misbrug.](https://www.gucca.dk/illegale-rusmidler-bog-p685373 "Du kan også finde mere viden i Søren Holms bog om illegale rusmidler, hvor du også som forældre guides i forældrestrategier til håndtering af dit barns misbrug.")
