---
title: "Elever og digitale krænkelser"
description: "Om digitale krænkelser - information til fagpersoner"
date: "2026-02-11"
created: "2025-09-22"
---

[Hjem](https://ssp.silkeborg.dk/)

                    [For SSP-fagpersoner](https://ssp.silkeborg.dk/for-ssp-fagpersoner)

                    [Elever og det digitale liv](https://ssp.silkeborg.dk/for-ssp-fagpersoner/elever-og-det-digitale-liv)

                [Elever og digitale krænkelser](https://ssp.silkeborg.dk/for-ssp-fagpersoner/elever-og-det-digitale-liv/elever-og-digitale-kraenkelser)



# Elever og digitale krænkelser

Denne side er til dig som SSP-vejleder, lærer eller leder på skoler i Silkeborg Kommune. Her introducerer vi, hvorfor vi er optagede af digitale krænkelser blandt unge i SSP-samarbejdet

## Information om digitale krænkelser

###

                                    Om digitale krænkelser

Digitale krænkelser er situationer, hvor børn og unge
oplever noget ubehageligt, grænseoverskridende eller krænkende online. Det kan
være beskeder, billeder eller videoer, der udstiller, udnytter, skræmmer eller
seksualiserer – og som efterlader den unge med en følelse af skam, frygt,
bekymring eller utryghed.

Digitale krænkelser kan spænde bredt: fra uønskede “dick
pics” og spredning af intime billeder uden samtykke, til eksklusion fra
gruppechats, udskamning i stories, identitetstyveri og digital stalking. Vi
bruger med vilje en bred definition – fordi det ikke nødvendigvis er det, der
skete, der afgør, om noget er en krænkelse, men hvordan det opleves.

**69 % af børn og unge haroplevet noget ubehageligt online**

**18 % har modtaget intime billeder, de ikke ønskede at se**

**9 % har fået delt intimebilleder uden samtykke**

*(Epinion/Red Barnet 2024)*

### FAKTA:
Hvad siger loven om digitale krænkelser?

Digitale
krænkelser kan være strafbare. Her er de vigtigste paragraffer fra
straffeloven, som er relevante i skolekonteksten:

#### Deling
af intime billeder – § 264 d og § 235

Det er ulovligt at dele billeder, videoer eller beskeder med seksuelt eller
privat indhold uden samtykke. Deling af seksuelle billeder af unge under 18 år
er strafbart – også mellem jævnaldrende.

#### Ulovlig
fotografering – § 264 a

Man må ikke tage billeder eller filme andre uden tilladelse, hvis det sker på
steder uden offentlig adgang – fx klasselokaler, omklædningsrum eller private
fester.

#### Uønskede
seksuelle beskeder – § 232

Det er strafbart at sende seksuelle billeder, videoer eller beskeder uden
modtagerens samtykke.

#### Grooming
– § 231

Det er strafbart at forsøge at lokke eller manipulere børn og unge til
seksuelle handlinger – både fysisk og digitalt.

#### Trusler
– § 266

Det er ulovligt at true andre – også via beskeder og sociale medier.

#### Identitetstyveri
– § 264 e

Man må ikke udgive sig for at være en anden – fx via falske profiler med navn,
billede eller personlige oplysninger.

#### Adgang
til andres beskeder og billeder – § 263

Det er strafbart at åbne og læse beskeder, billeder eller filer på andres
telefoner og konti uden tilladelse.

#### DOS/DDOS-angreb
– § 293, stk. 2

Det er ulovligt at angribe hjemmesider, netværk eller systemer digitalt for at
forstyrre eller ødelægge dem.

#### Hvidvask og muldyr – § 290 a

Det er strafbart at stille sin konto til rådighed for andres kriminelle
pengeoverførsler – fx gennem MobilePay.

###

                                    Hvorfor er vi optagede af digitale krænkelser i SSP-samarbejdet?

Digitale krænkelser er en alvorlig trussel mod unges trivsel
– og en væsentlig kriminalpræventiv udfordring. I SSP-samarbejdet ser vi,
hvordan online krænkelser kan føre til mistrivsel, skolefravær, isolation og i
nogle tilfælde selvskade eller selvmordsadfærd.

Digitale krænkelser er ofte skjulte – og de sker i et felt,
hvor det kan være svært for unge at række ud efter hjælp. Mange frygter, at det
vil gøre det værre, eller at voksne ikke forstår platformenes sociale
dynamikker.

Samtidig viser undersøgelser, at en del unge ikke selv er
klar over, at det, de gør, er ulovligt. Det gælder fx:

- Deling
     af intime billeder eller videoer
- Uønskede
     seksuelle beskeder
- Identitetstyveri
     eller "fake-profiler"
- Ulovlig
     billeddeling i klassechats

Derfor er det vigtigt, at vi både klæder lærere og elever på
til at forstå grænser, rettigheder og lovgivning – og at vi handler hurtigt og
trygt, når noget går galt.

Fra
Ungeprofilundersøgelsen i Silkeborg Kommune ved vi, at en relativt stor andel
af de unge i udskolingen angiver, at de er med i grupper på sociale medier,
hvor der er provokerende humor eller grænseoverskridende indhold. I Silkeborg
Kommune ligger vi i gennemsnit over 10 % over landsgennemsnittet. Derfor har vi
en særlig fokuseret opmærksomhed på det.

![](https://ssp.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/7babdfc1-ea66-4f72-80e7-08ddf933fe52?width=800)

###

                                    Hvad kan lærere være opmærksomme på i forhold til digitale krænkelser?

Som lærer eller SSP-vejleder spiller du en nøglerolle – både
i at forebygge, spotte tegn og handle, når elever udsættes for digitale
krænkelser.

### Vær særligt opmærksom på:

- Elever
     der trækker sig socialt eller mister trivsel uden synlig grund
- Skift
     i stemning eller dynamik i klassen – fx efter weekender eller fester
- Samtaler
     om billeder, “exposing”, drama i chats eller "snaps" der
     cirkulerer
- Elever
     der bliver nævnt eller udstillet i opslag eller stories
- Udtryk
     for skam, skyld eller frygt for at blive opdaget

Skab
rum for samtale og vær en tydelig voksen, der tager problemet alvorligt uden at
overreagere. Husk, det kræver ofte mod af den unge at åbne op.

###

                                    Hvor kan man som lærer få hjælp og viden om digitale krænkelser?

Digitale krænkelser kan have store konsekvenser for børn og unge – både for den krænkede og for den, der krænker. Her finder du som fagperson en kort vejledning til, hvordan du kan handle, hvis du bliver opmærksom på en mulig digital krænkelse.

[Orienter dig i kommunens samlede beredskabsplan for forebyggelse, opsporing og håndtering af overgreb mod børn og unge](https://silkeborg.dk/kommunen/politikker-planer-og-strategier/boern-skole-og-familie/forebyggelse-opsporing-og-behandling-af-sager-ved-overgreb-mod-boern-og-unge "Orienter dig i kommunens samlede beredskabsplan for forebyggelse, opsporing og håndtering af overgreb mod børn og unge")

## Handleanvisning ved digitale krænkelser

### 1. Vurder krænkelsen

Start med at få overblik: Hvad er der sket, hvem er involveret, og hvornår og hvor fandt det sted?

Vurder herefter, om sagen kan håndteres pædagogisk, eller om den kræver underretning og/eller politianmeldelse. Du kan altid rådføre dig med SSP-konsulenten (ssp@silkeborg.dk) eller politiets forebyggelsesbetjente:

- Rune Christensen, tlf. 51 70 52 62, mail: rch008@politi.dk
- Niels Gøttler, tlf. 30 45 67 63, mail: ngo001@politi.dk

Er den krænkede under 18 år, skal forældrene inddrages hurtigst muligt.

### 2. Dokumentér forløbet

Hjælp den krænkede med at gemme beviser – fx screenshots, beskeder eller billeder. Notér, hvad der er sket, hvem der har været involveret, og hvornår det er foregået.

### 3. Stop krænkelsen

Er krænkeren kendt, kan skolen tage kontakt til vedkommende og familien og bede om, at indholdet fjernes. Overvej politianmeldelse, hvis det er nødvendigt.

Hvis krænkeren er ukendt, vejled den unge om at få materialet fjernet via:

- https://redbarnet.dk/sletdet (for unge under 18 år)
- [stopchikane.nu](https://stopchikane.nu/) (for personer over 18 år)

### 4. Anmeld krænkelsen

[Krænkede eller forældre kan anmelde sagen via politi.dk](https://politi.dk).

SSP-konsulenten kan støtte i processen. Forældre kan også undersøge, om deres forsikring dækker juridisk eller psykologisk hjælp.

### 5. Følg op og støt de involverede

Involver SSP-konsulenten ved behov for sparring eller koordinering med andre aktører. Overvej støtte til både krænkede og krænker, og tag stilling til, hvordan klassen og skolemiljøet bedst håndteres, hvis begge parter går på samme skole.

## Mere viden

[Find Silkeborg Kommunes samlede beredskabsplan for forebyggelse, opsporing og håndtering af overgreb mod børn og unge](https://silkeborg.dk/kommunen/politikker-planer-og-strategier/boern-skole-og-familie/forebyggelse-opsporing-og-behandling-af-sager-ved-overgreb-mod-boern-og-unge "Orienter dig i kommunens samlede beredskabsplan for forebyggelse, opsporing og håndtering af overgreb mod børn og unge")

Her finder du også definitioner af **digitale sexkrænkelser** og andet relevant materiale, der kan støtte dig i vurderingen og håndteringen af sager.

## Øvrige kontaktoplysninger

**SSP-konsulenten i Silkeborg Kommune**
 Sparring om bekymringer, handlemuligheder og lovgivning. ssp@silkeborg.dk

**Forebyggelsesbetjentene:**

- **Rune Christensen**, forebyggelsesbetjent i SSP
 Mobil: 51 70 52 62 · Mail: rch008@politi.dk
- **Niels Gøttler**, forebyggelsesbetjent i SSP
 Mobil: 30 45 67 63 · Mail: ngo001@politi.dk

**Familie- og Ungekontakten i Silkeborg Kommune**
 Tilbyder samtaler og rådgivning til børn og unge – også anonymt.
Tlf.: 40 231 231
 [Læs mere på silkeborg.dk/fuk](https://silkeborg.dk/fuk "Læs mere på silkeborg.dk/fuk")

**Red Barnets SLET DET – for fagpersoner**
 En guldgrube af viden, råd og handlingsanvisninger.
 [Læs mere på sletdet.redbarnet.dk/voksne](https://sletdet.redbarnet.dk/voksne "Find viden på sletdet.redbarnet.dk/voksne")

###

                                    Inspiration til undervisningsmateriale

SSP Silkeborg anbefaler at arbejde med materialet:

### Dit liv på nettet – CFDP (anvendes i 2., 4.,
6. og 8. klasse)

Undervisningsforløb med fokus på digital adfærd, grænser,
samtykke og fællesskab.

Materialet inkluderer:

- Samtalekort og film
- Øvelser om billeddeling, status og FOMO
- Mulighed for forældreinddragelse
[Find materialet på cfdp.dk](https://cfdp.dk/dlpn-page/min-kommune/?kommune=27551 "Find materialet på cfdp.dk")

*Derudover kan man finde inspiration hos:*

### ON – Onlineindsatsen

Supplerende materiale med baggrundsviden og refleksionsøvelser
til lærere.

Velegnet som supplement til Dit Liv På Nettet eller til
selvstændige temaforløb.

[Find materialet på on-undervisning.dk](https://on-undervisning.dk/ "Find materialet på on-undervisning.dk")

### URO – værktøj til vurdering af risikoadfærd
online

Et refleksionsværktøj til teams og SSP-funktioner, når man
oplever tvivl om unges omgang med grænseoverskridende eller ekstremt indhold.

[Find materialet på cfdp.dk](https://cfdp.dk/samfund-og-demokrati/risikoadfaerd-online/ "Find materialet på cfdp.dk")

### Et split sekund – undervisningsmateriale om ulovlig billeddeling

Film og cases baseret på virkelige hændelser, der hjælper
elever med at forstå konsekvenserne af digital krænkelse – og deres rolle som
tredjepart.

[Find materialet på dkr.dk](https://dkr.dk/it/undervisningsmateriale-om-ulovlig-billeddeling "Find materialet på dkr.dk")

## Mere viden

[Læs mere på forældresiden om unge og digitale krænkelser](https://ssp.silkeborg.dk/MOLIRIPAGE/383a7972-4d34-4d7a-9c0c-dfb9c784b928 "Læs mere på forældresiden om unge og digitale krænkelser")
