---
title: "Udskoling, 7.-9. klasse"
description: "Find inspiration til alle klassetrin"
date: "2025-06-20"
created: "2025-06-13"
---

[Hjem](https://ssp.silkeborg.dk/)

                    [For SSP-fagpersoner](https://ssp.silkeborg.dk/for-ssp-fagpersoner)

                    [Kriminalpræventivt inspirationskatalog](https://ssp.silkeborg.dk/for-ssp-fagpersoner/kriminalpraeventivt-inspirationskatalog)

                [Udskoling, 7.-9. klasse](https://ssp.silkeborg.dk/for-ssp-fagpersoner/kriminalpraeventivt-inspirationskatalog/udskoling-7-9-klasse)



# Udskoling, 7.-9. klasse

Udskoling: Et afgørende skifte i elevernes skolegang og liv. Inspiration til alle klassetrin.

Udskolingen markerer et afgørende skifte i elevernes
skolegang og liv. Nogle møder nye lærere, og flere samles på nye skoler – ofte
fra mindre skoler med forskellige erfaringer. Det er en god anledning til at
kigge tilbage i dette katalog og bygge videre på de indsatser, eleverne
tidligere har arbejdet med. Eleverne kan være nysgerrige sammen med både nye og
tidligere lærere: Hvad har vi talt om før? Og hvordan spiller det ind i det, vi
arbejder med nu?

I udskolingen står eleverne med det ene ben i barndommen og
det andet i ungdomslivet. De orienterer sig mod fællesskaber, samfund,
identitet og mening – og deres sociale verden bliver både større og mere
kompleks. Det kalder på et kriminalpræventivt fokus, der styrker deres
handlekraft og modstandskraft – uden at moralisere eller kontrollere.

Vi lægger i denne fase særlig vægt på to centrale
beskyttende faktorer:

- **Tilhørsforhold     og positive fællesskaber**

     Når unge oplever at høre til i et fællesskab, der rummer forskellighed og
     har tydelige normer, forebygger vi marginalisering, mobning og tilknytning
     til usunde grupper. Et stærkt fællesskab er samtidig det bedste værn mod
     tidlig debut i alkohol- og nikotinbrug, som bliver mere aktuelt i denne
     fase af skolelivet. Herunder bliver det også i udskolingen muligt for
     eleverne at få sig et fritidsjob, som en alternativ arena for at opleve
     positivt tilhør og som fungerer stærkt kriminalpræventivt. En værdi som
     kan understøttes i mødet med de unge.
- **Oplevelse     af indflydelse og demokratisk deltagelse**

     Når elever oplever, at deres stemme bliver hørt – i klassen, i fritiden og
     i samfundet – styrker det både ansvarsfølelse og tillid til egne
     handlemuligheder. Det er en vigtig del af både dannelse og
     kriminalpræventivt arbejde.

I
udskolingen kan der også begynde at opstå nye online
fællesskaber, og de kan begynde at spille en større rolle – med egne normer,
sociale hierarkier og mulighed for udenforskab. Det stiller nye krav til
undervisningen i digitale grænser og social forståelse.

Det kriminalpræventive arbejde i udskolingen skal
ruste de unge til at træffe reflekterede valg og navigere i en kompleks
virkelighed – både digitalt og analogt, individuelt og i fællesskab. I denne
del af kataloget finder I konkrete forslag til, hvordan I i 7.–9. klasse kan
arbejde med trivsel, ansvar, grænser og medborgerskab – både i undervisningen
og i samarbejdet med forældrene.

## Fælles om Børne- og Ungelivet

Flere skoler i Silkeborg Kommune
deltager i Fælles om Børne- og Ungelivet, hvor lokale data om
alkoholkultur, nikotinbrug, flertalsmisforståelser, fritidsliv og forældrenes
rammesætning giver værdifuld indsigt i elevernes liv og gode forudsætninger for
at arbejde med fællesskab, forældreskab og fritidsliv som beskyttende faktorer.
Det skaber mulighed for at prioritere og målrette indsatsen – fx med særlig
vægt på fællesskaber, festkultur eller digitale grænser.

SSP-konsulenten kan hjælpe med at
omsætte data til praksis og pege på relevant materiale til jeres elever.

Skolerne i Fælles om Børne- og Ungelivet deltager
desuden i temadagen Vores Ungeliv – en hel dag for alle udskolingselever
med fokus på fællesskab, grænser og flertalsmisforståelser. Temadagen følges op
af et fælles forældremøde for 7.–8. årgang (evt. også 9. årgang),  hvor forældre
inddrages i dialogen om normer, forventninger og fællesskabets betydning.

[Læs mere om Fælles om Børne- og Ungelivet her på ssp-hjemmesiden](https://ssp.silkeborg.dk/MOLIRIPAGE/b1add503-16ad-4f94-9976-2dae5ee103a9 "Læs mere om Fælles om Børne- og Ungelivet her på ssp-hjemmesiden")

## Om opbygningen af det kriminalpræventive inspirationskatalog

Dette inspirationskatalog er udviklet som et fleksibelt
værktøj til SSP-lærere og ressourcepersoner på skolerne i Silkeborg Kommune.
Det er ikke en fast manual, men en samling af forslag og anbefalinger, der skal
understøtte det lokale forebyggende arbejde – både på tværs af årgange og i
dybden med konkrete temaer.

Kataloget giver et samlet overblik over, hvordan
SSP-Silkeborg anbefaler, at den kriminalpræventive indsats kan struktureres fra
1. til 9. klasse – med afsæt i fællesskabet som en central beskyttende faktor.
Dette fællesskabsfokus foldes ud i fire gennemgående fokuspunkter, som
bearbejdes løbende gennem skoleforløbet.

Hvert klassetrin præsenterer udvalgte undervisningsforløb og
materialer under overskriften ***Materialebank*,** der er opdelt i to
kategorier:

- **Det anbefaler vi:** Materialer,
SSP-Silkeborg anbefaler at prioritere som del af den fælles
forebyggelsesindsats.
- **Mere inspiration:** Relevante, supplerende
materialer, som kan anvendes efter behov eller til særlige tematikker i
klassen.

Materialerne under *Det anbefaler vi* sikrer
kontinuitet og progression i det kriminalpræventive arbejde. Selvom et
materiale er knyttet til ét klassetrin, angiver vi i beskrivelsen, hvis det
også kan bruges på andre klassetrin. Dermed skabes fleksibilitet, så
eksempelvis forløb fra 4. klasse også kan tages i brug på 3. klassetrin, hvis
det giver mening i praksis.

Materialebanken kan suppleres med indsatser, skolen allerede
arbejder med – som eksempelvis forløb fra MOT Danmark eller materialet Perspekt
2.0 som flere skoler i kommunen anvender. Kataloget er tænkt som støtte til
skoler og SSP-vejledere, der ønsker at styrke og strukturere indsatsen
yderligere – altid tilpasset lokale behov og muligheder.

SSP-konsulenten står naturligvis til rådighed for
sparring og vejledning omkring valg af materiale og opbygning af den lokale
indsats.

## Inspiration til 7. klasse

###

                                    7. klasse: Social pejling og fællesskabets styrke i nye sociale dynamikker

I 7. klasse træder eleverne for alvor ind i udskolingen –
ofte med nye lærere og klassesammensætninger. De sociale spilleregler ændrer
sig, og behovet for at høre til i fællesskabet bliver tydeligere. Det kan give
grobund for stærke positive fællesskaber – men også for gruppepres og
risikoadfærd. I denne fase har eleverne stor opmærksomhed på, hvad “de andre”
gør, og de handler ofte ud fra forestillinger snarere end fakta.

Derfor er det vigtigt at arbejde med at styrke
fællesskabet og fremme en realistisk forståelse af andres adfærd – både for at
forebygge rygning, alkohol og andre risikohandlinger og for at øge refleksionen
om egne valg.
Fokus på to beskyttende faktorer i 7. klasse| **Realistisk social pejling og normkritik** | **Styrkede fællesskaber og ansvar i klassen** |
| --- | --- |
| Unge risikerer at handle ud fra fejlopfattelser om,
hvad der er normalt i gruppen – såkaldte flertalsmisforståelser. Når vi
arbejder med social pejling, gør vi eleverne bedre i stand til at skelne mellem
fakta og antagelser og til at tage reflekterede beslutninger og opbygger
samtidig fællesskabet som beskyttende faktor. | Trygge fællesskaber forebygger negativ gruppedynamik
og udenforskab. Når eleverne lærer at tage medansvar for tonen, trivslen og
forskelligheden i fællesskabet, øges både samhørighed og modstandskraft. |

###

                                    Materialebank - det anbefaler vi...

**Fælles temadag for hele udskolingen**

*Er din skole med i Fælles om Børne- ogUngelivet?*

Hvis ja, afvikles den fælles temadag for hele
udskolingen, der er udarbejdet på baggrund af lokale data om elevernes alkoholkultur, brug af
nikotin, fritidsliv og sociale dynamikker. Temadagen fokuserer på at styrke
fællesskabet som beskyttende faktor og nedbryde flertalsmisforståelser – og
følges op af et forældremøde for at sikre sammenhæng og fælles retning. Data kan med fordel anvendes i sammenhæng med brugen af den materiale vi
ellers anbefaler i dette katalog for udskolingen.

*Hvis ikke skolen er med, anbefaler vi:*

**“Alle de andre gør det” – social pejling i praksis**

Materialet fra Det Kriminalpræventive Råd hjælper eleverne med at få øje på sociale overdrivelser – fx at
“alle drikker”, “alle ryger” eller “alle gør noget forkert”. Det er baseret på
Ringstedprojektet og har dokumenteret effekt på at mindske risikoadfærd.
Forløbet består af en temadag med tilhørende lærervejledning og kopiark, hvor
eleverne arbejder med deres egne forestillinger og virkelighedens tal.

[Find materialet på dkr.dk](https://dkr.dk/materialer/tidlig-forebyggelse/alle-de-andre-goer-det "Find materialet på dkr.dk")

**Nikotin på hjernen**

Dette undervisningsmateriale bygger videre på Fællesskaber på hjernen fra 5.
klasse og sætter fokus på nikotinens rolle i sociale sammenhænge. Eleverne
inviteres til at reflektere over afhængighed, gruppepres og egne grænser.
Øvelserne er særligt målrettet samfundsfag og sundheds- og seksualundervisning.

Materialet anbefales i 7. klasse, hvor nye klassedynamikker og behovet for
fælles rammer typisk opstår.

Øvelserne er særligt velegnede til samfundsfagets vidensområde vedrørende socialisering samt emnet sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab.

[Find materialet på sst.dk](https://www.sst.dk/da/Undervisningsmaterialer-om-tobak-og-nikotin/Nikotin-p%C3%A5-hjernen "Find materialet på sst.dk")

[*OBS: Ønsker du mere viden om nikotin, så se SSP Silkeborgs oversigt om nikotin for fagpersoner her på hjemmesiden (kommer)*](https://ssp.silkeborg.dk/MOLIRIPAGE/803aaa3d-5872-40d1-978e-a54ac0e8eb16 "OBS: Ønsker du mere viden om nikotin, så se SSP Silkeborgs oversigt om nikotin for fagpersoner her på hjemmesiden (kommer)")

###

                                    Materialebank - mere inspiration

**UngSilkeborg – Velkommen i overbygningen**

Et praksisnært forløb, der hjælper eleverne med overgangen til udskolingen.
Fokus er på gode vaner, trivsel og et stabilt læringsmiljø.

Målgruppe: 7. årgang • Pris: 750 kr. • Varighed: 4 lektioner

[Find materialet på ungsilkeborg.dk](https://ungsilkeborg.dk/index.php?open=3336 "Find materialet på ungsilkeborg.dk")

**UngSilkeborg – De 7 karaktertræk**

Et forløb med afsæt i positiv psykologi, der styrker elevernes faglige og
sociale udvikling. Eleverne får et fælles sprog for, hvordan de kan være en god
version af sig selv i skolen.
Målgruppe: 7. årgang • Pris: 750 kr. • Varighed: 4 lektioner

[Find materialet på ungsilkeborg.dk](https://ungsilkeborg.dk/index.php?open=3337 "Find materialet på ungsilkeborg.dk")

**Røgfri Fremtid – danskfagligt forløb om nikotin (Kræftens Bekæmpelse)**

Et undervisningsmateriale med artikler, noveller, film og podcasts, som
giver viden og handlekompetence i forhold til nikotin. Det er målrettet
danskfaget og kan anvendes i hele udskolingen.

[Find materialet på cancer.dk](https://www.cancer.dk/roegfri-fremtid/undervisningsmateriale/ "Find materialet på cancer.dk")

**Larm-materialet – fra LGBT+ Danmark**

Oplever I i klassen, at det er
svært for eleverne at håndtere forskelle ift. køn og seksualitet, kan I anvende
materialer fra LGBT+ Danmark. Det er vigtigt at arbejde med den demokratiske
dannelse, bl.a. ift. at reducere risici for f.eks. online radikalisering. Materialet
kan bruges inden for kompetenceområdet køn, krop og seksualitet for det
obligatoriske fag ’sundheds- og seksualitetsundervisning og familiekundskab’
(SSF), og møder desuden fagområder indenfor dansk, samfundsfag, historie,
kristendomskundskab samt de æstetiske valgfag filmkundskab, it og medier,
håndværk og design.

[Find materialet på lgbt.dk](https://lgbt.dk/til-laerere/ "Find materialet på lgbt.dk")

**Red Barnet – Sammen i klassen**

Et trivselsforløb, hvor eleverne gennem legende og inkluderende øvelser
arbejder med fællesskabet i klassen. Øvelserne skaber et fælles bånd, hvor de
ydre rammer træder i baggrunden, og nærhed og trivsel kan vokse frem.

Velegnet som forløb i starten af skoleåret – eller når nye dynamikker kalder på
styrket fællesskab.

[Find materialet på redbarnet.dk](https://skole.redbarnet.dk/materialer/sammen-i-klassen/ "Find materialet på redbarnet.dk")

**Sundhedshuset – Silkeborg Kommune**

Nikotinfrit ungeliv – samtaler og oplæg

- Samtaler
med ungerådgiver
om nikotin – hvis den unge ønsker at stoppe
- Klasselivsoplæg om flertalsmisforståelser og fællesskabets betydning
- Opfølgende forældrebrev

Kontakt: Sissel Grøn, ungerådgiver, 2120 6938 · sgls@silkeborg.dk

[Find materialet på nikotinfriung.dk](https://nikotinfriung.dk/ "Find materialet på nikotinfriung.dk")

###

                                    Samarbejde med Sundhedsplejen

Forældrene kan henvende sig ved behov.

[Læs mere på silkeborg.dk om sundhedsplejen i skolen](https://silkeborg.dk/borger/skole-og-uddannelse/trivsel-udvikling-og-laering-for-skoleboern/sundhedsplejen-i-skolen "Læs mere på silkeborg.dk om sundhedsplejen i skolen")

###

                                    Tjekliste til læreren

I udskolingen sker der ofte nye klassesammensætninger – og
det betyder også, at forældrenetværket skal genopbygges. Brug forældremøder og
den løbende kontakt til at involvere forældrene i arbejdet med trivsel, normer
og digital adfærd.

☐ Har
vi inddraget forældre i klassens arbejde med gruppepres, trivsel og digital
adfærd?

☐ Har
vi givet mulighed for nye forældreaftaler,
fx omkring festkultur, nikotin og ansvar for hinandens børn?

☐ Har
vi orienteret forældre
om temadage eller undervisningsforløb, så
dialogen kan fortsætte
hjemme?

## Inspiration til 8. klasse

###

                                    8. klasse: Digital refleksion og kritisk stillingtagen i ungdomslivets grænseland

I 8. klasse er eleverne midt i udskolingen. Det er en
fase, hvor identitet, relationer og fællesskab spiller en stadig større rolle –
både offline og online. Digitale fællesskaber fylder meget, og eleverne begynder at tage mere aktiv
stilling til deres rolle i gruppen og i samfundet. Samtidig kan flere begynde
at eksperimentere med alkohol – og gruppepres og sociale forventninger
kan blive mere udtalte.

Det kriminalpræventive arbejde i 8. klasse skal understøtte elevernes evne til
at forholde sig reflekteret til både digital adfærd, sociale dynamikker og
risikoadfærd.

Fokus på to beskyttende faktorer i 8. klasse| **Kritisk digital dannelse** | **Social refleksion og modstandskraft** |
| --- | --- |
| Når eleverne bliver bevidste om, hvordan digitale<br>teknologier påvirker dem – og får viden om anonymitet, sociale valutaer og<br>normer online – styrkes deres handlekompetence og evne til at navigere i<br>digitale fællesskaber med omtanke. | Gruppepres og sociale forventninger – fx ift. alkohol<br>– kan præge hverdagen. Når eleverne forstår mekanismerne bag, og lærer at stå<br>ved egne valg, kan det forebygge risikoadfærd og støtte sunde fællesskaber. |

### Fritidsjob som beskyttende faktor

Et fritidsjob kan være en stærk beskyttende faktor
i unges liv. Når unge får mulighed for at indgå i en arbejdsplads, oplever de
ofte øget selvværd, ansvarsfølelse og tilhørsforhold til nye fællesskaber.
Samtidig giver et fritidsjob praktiske kompetencer, som kan styrke
skolemotivation og give pejlemærker for fremtiden.

Forskning viser, at unge med fritidsjob har lavere
risiko for at ende i risikoadfærd og kriminalitet og er bl.a. eksplicit
fremhævet i Bandepakke IV. Jobbet fungerer som et fast holdepunkt og en
meningsfuld ramme uden for skolen og hjemmet. Især for unge i udsatte
positioner kan fritidsjobbet være et vendepunkt, der åbner nye muligheder og
giver troen på egne evner.

Som
fagperson kan du være opmærksom på elever, der kunne have gavn af et fritidsjob
– og støtte dem i at finde et. Det kan være gennem kontakt til lokale
virksomheder, kommunale fritidsjobordninger eller ved at inspirere gennem
undervisningen.

###

                                    Materialebank - det anbefaler vi...

**Dit Liv på Nettet – Center for digital pædagogik**

Dette modul bygger videre på det arbejde med digital adfærd og
ansvarlighed, som eleverne mødte i 6. klasse – hvor fokus var på sprog, mobning
og billeddeling. Nu, i 8. klasse, udvides perspektivet, og eleverne arbejder
mere selvstændigt og kritisk med, hvordan digitale fællesskaber former
identitet, status og sociale dynamikker.

De centrale temaer er:

- Sociale medier og spil – og forestillingerne om, hvordan
“man skal være” online
- FOMO
og fællesskaber – om eksklusion,
fastholdelsesmekanismer og det gode digitale fællesskab
- Deling,
samtykke og lovgivning –
med skærpet fokus på grænser, rettigheder og konsekvenser
- Virtuel
valuta – om likes, følgere og den sociale betydning
heraf

Materialet er udviklet af Center for Digital Pædagogik og
lever op til Fælles Mål for dansk i 9. klasse, især inden for
kommunikationsetik og digitale teknologiers betydning for fællesskab og
identitet.

[Find materialet på cfdp.dk - Silkeborg Kommune](https://cfdp.dk/dlpn-page/dlpn-modul-8-klasse/?kommune=27551 "Find materialet på cfdp.dk - Silkeborg Kommune")

**Alkoholkultur og kritisk refleksion – ’Om alkohol’, Fuld af Liv, Kræftens Bekæmpelse**

Forløbet består af tre kapitler, svarende til tre dobbeltmoduler – eller en hel
temadag. Det er velegnet til danskfaget og kan opgives til eksamen.

Eleverne arbejder med:

- Fakta
     og holdninger til alkohol
- Sociale
     normer og gruppepres
- Markedsføring
     og alkohol i kulturen

[﻿﻿Find materialet på fuldafliv.dk](https://www.fuldafliv.dk/om-alkohol/#Undervisningsforl%C3%B8b_til_danskfaget_i_7.-9._klasse "Find materialet på fuldafliv.dk")

[Vil du gerne vide mere om alkohol i SSP-samarbejdet, så find information på SSP-Silkeborgs side her (kommer)](https://ssp.silkeborg.dk/MOLIRIPAGE/f094c1ff-9d54-4d44-9d4d-111d4e7b7b20 "Vil du gerne vide mere om alkohol i SSP-samarbejdet, så find information på SSP-Silkeborgs side her (kommer)")

###

                                    Materialebank - mere inspiration

**UngSilkeborg – Motivation og selvværd**

Et engagerende temaforløb, der styrker elevernes bevidsthed om motivation,
selvværd og deres egen rolle i skolen. Fokus på konkrete redskaber til at
fastholde trivsel og engagement i udskolingen.

Målgruppe: 8. årgang • Pris: 750 kr. • Varighed: 4 lektioner

[Find materialet på ungsilkeborg.dk](https://ungsilkeborg.dk/index.php?open=3340 "Find materialet på ungsilkeborg.dk")

[*Se desuden materialet opgivet under ”Mere inspiration… 7. klasse”, hvor meget af materialet også er relevant på 8. årgang*](https://ssp.silkeborg.dk/MOLIRIPAGE/3532c408-5954-4385-a9a2-d048a4de0d28#materialebankmereinspiration192 "Se desuden materialet opgivet under ”Mere inspiration… 7. klasse”, hvor meget af materialet også er relevant på 8. årgang")

### Oplever I udfordringer med elevers pengespil?

**Spillemyndigheden** har undervisningsmaterialet ”Styr på Spillet”, der består af fire forskellige
lektioner med en varighed på ca. 90 minutter til folkeskolens ældste klasser på
7.-10. klassetrin. Formålet med indholdet er både at lade de unge komme
til orde med deres egne erfaringer og syn på pengespil og få sat gang i en
samtale om, at pengespil kan give problemer.

[Find materialet på styrpaaspillet.dk](https://www.styrpaaspillet.dk/undervisningsmateriale "Find materialet på styrpaaspillet.dk")

###

                                    Samarbejde med Sundhedsplejen

Udskolingssamtale og undersøgelse.

[Læs mere på silkeborg.dk om sundhedsplejen i skolen](https://silkeborg.dk/borger/skole-og-uddannelse/trivsel-udvikling-og-laering-for-skoleboern/sundhedsplejen-i-skolen "Læs mere på silkeborg.dk om sundhedsplejen i skolen ")

###

                                    Tjekliste til læreren

☐ Har
vi informeret forældrene om klassens arbejde med digital trivsel og alkohol?

☐ Har
vi opfordret til fælles
forældrebeskeder
eller møder om
sociale aftaler og grænser?

☐ Har
vi inviteret forældrene
til at tage del i elevernes fritidsliv og opfordret dem til at understøtte
deres barns vej mod et fritidsjob?

## Inspiration til 9. klasse

###

                                    9. klasse: Afslutning, overgange og ansvar

I 9. klasse nærmer eleverne sig afslutningen på
folkeskolen – med eksaminer, sidste skoledag og afklaringen af deres næste
skridt. Mange bliver myndige i løbet af året, og med overgangen til
ungdomsuddannelser følger også større selvstændighed og ansvar. Det er en tid
præget af både spænding og sårbarhed – og dermed også en vigtig periode for det
forebyggende arbejde.

Derfor er det afgørende at arbejde med temaer som grænser, ansvar, digitale
fællesskaber og beslutninger, der har betydning for deres fremtid.

Fokus på to beskyttende faktorer i 9. klasse| **Digital livsmestring og ansvarlighed** | **Trygge fællesskaber og forberedelse på næste skridt** |
| --- | --- |
| Eleverne bruger sociale medier som en integreret del
af deres hverdag – og det er her, mange sociale dynamikker udspiller sig. At
lære at agere ansvarligt digitalt og tage vare på både egne og andres grænser
er en vigtig kompetence i overgangen til voksenlivet. | Ved at understøtte elevernes trivsel og sociale<br>fællesskaber i afslutningen af deres skoletid – og samtidig arbejde med deres<br>forventninger og bekymringer for fremtiden – skaber vi grobund for et styrket<br>selvbillede og mere mod på det, der venter. |

###

                                    Materialebank - det anbefaler vi...

**Nikotin på sociale medier – Center for Digital Pædagogik/Sundhedsstyrelsen**

Dette undervisningsmateriale bygger videre på 'Fællesskaber på hjernen' (5.
klasse) og 'Nikotin på hjernen' (7. klasse), men med fokus på sociale medier og
fællesskaber online.

Eleverne arbejder med:

- Annoncering
     og eksponering af nikotinprodukter på sociale medier
- Digitale
     fællesskaber og FOMO
- Anonymitet,
     deling og samtykke
- Likes,
     følgere og virtuel social status

Materialet er målrettet 7.-9. klasse og understøtter
Fælles Mål i dansk med fokus på kommunikation og etik.

[Find materialet på sst.dk](https://www.sst.dk/da/Undervisningsmaterialer-om-tobak-og-nikotin/Nikotin-paa-sociale-medier "Find materialet på sst.dk")

###

                                    Materialebank - mere inspiration

**UngSilkeborg – Mindset og eksamen**

Et temaforløb, der hjælper eleverne med at forberede sig på eksamen – både
praktisk og mentalt. Fokus er på planlægning, selvregulering og strategier til
at håndtere nervøsitet.

Målgruppe: 9. årgang • Pris: 750 kr. • Varighed: 4 lektioner

[Find materialet på ungsilkeborg.dk](https://ungsilkeborg.dk/index.php?open=3341 "Find materialet på ungsilkeborg.dk")

**Flirt og grænser – Det Kriminalpræventive Råd og Sex& Samfund**

Undervisningsmateriale om flirt, sex, grænser og samtykke. Hjælper eleverne med
at sætte ord på egne oplevelser og udvikle respekt for andres grænser.

Målgruppe: 9. klasse

[Find materialet (gratis publikation) på dkr.dk](https://dkr.dk/materialer/vold-og-voldtaegt/undervisningsmateriale-til-9klasse "Find materialet (gratis publikation) på dkr.dk")

**Et split sekund – Undervisningsmateriale om ulovligbilleddeling**

Et stærkt materiale om ulovlig billeddeling, sociale medier og ansvar fra Det Kriminalpræventive Råd. Eleverne arbejder med cases og film inspireret af virkelige hændelser – og
sætter fokus på deres rolle som tredjepart, når intime billeder deles uden
samtykke.

Målgruppe: 9. klasse, 10. klasse og ungdomsuddannelser

Anbefalet varighed: 2 lektioner

[Find materialet på dkr.dk](https://dkr.dk/it/undervisningsmateriale-om-ulovlig-billeddeling "Find materialet på dkr.dk")

###

                                    Samarbejde med Sundhedsplejen

Forældrene eller den unge selv kan henvende sig
ved behov.

[Læs mere på silkeborg.dk om sundhedsplejen i skolen](https://silkeborg.dk/borger/skole-og-uddannelse/trivsel-udvikling-og-laering-for-skoleboern/sundhedsplejen-i-skolen "Læs mere på silkeborg.dk om sundhedsplejen i skolen ")

###

                                    Tjekliste til læreren

Selvom eleverne er ved at være
store og mere selvstændige, spiller forældrene stadig en vigtig rolle.

Overvej følgende:

☐ Er der behov for fælles snakke i klassen om aftaler og normer i forhold
til fester, alkohol og digitale grænser?

☐ Har
vi informeret forældrene
om de emner, der fylder i klassen – fx samtykke, billeddeling
og digital adfærd?

☐ Har
forældrene
mulighed for at tale med deres børn om overgangen til
ungdomsuddannelse og den nye frihed og ansvar, der følger?

                            [Retur til Kriminalpræventivt inspirationskatalog](https://ssp.silkeborg.dk/MOLIRIPAGE/f272153b-026b-4eea-bb42-3aae49e0fbcb)
